HÅB ?
Tredje aften i Folkeuniversitets serie kaldet “KLIMA & HÅB!”. Nu med selveste Sebastian Mernild på banen. En af verdens førende kapaciteter på klimaområdet, og så bor han endda her i Odense. Vi går hjem efter 1 ½ times hæsblæsende foredrag stopfyldt med fakta og slides om klima. Men desværre – ordet HÅB fylder forsvindende lidt. Det er ikke et ord, som Mernild bruger uden at blive opfordret til det, og så er det da også tøvende. Et øjeblik eller to får vi et lille glimt af håb, for JA, under COVID var der et fald på beskedne 0,2% i CO2-udslippet, og JA, den stigende kurve knækkede en smule fra 2010 og flader lidt ud, håber han, men … straks i næste slide er der flere nedslående scenarier og budskaber for vores klima og vores klode. Det er ubegribeligt, at verdens politikere ikke vil tage ansvar, når talen er så lysende klar. Vi klimafolk må fortsætte med at gøre opmærksomme på fakta. Stadig stå frem, hvor vi kan, og stille spørgsmål. Vi må ikke miste håbet om at kunne gøre en forskel. Midt i alle de negative budskaber øjnede jeg to positive ting, vi kan hæfte os ved: Dels er SDU i front med sit SDU Climate Cluster, hvor der arbejdes tværfagligt med forskning i klimatilpasning, fundet af 350 mil. EU-kroner. Og dels, som Mernild fremhævede, er Danmark foregangsland med klimahandleplaner i hver eneste kommune. Men selv i et foregangsland er der udfordringer, ”det er meget komplekst,” som Mernild sagde, ”det er svært at skabe transformationer.”
Klima og klasse
Andreas Mulvad: `Klima og klasse` i Kafé Kloden Hvorfor er den folkelige opbakning til den grønne omstilling på retur? Hvorfor er opbakningen ikke større – trods massive kampagner gennem flere år for rent drikkevand og bedre dyrevelfærd? Det kan føles som lidt af en gåde for alle os, der gerne ser en stor grøn forandring. Andreas Mulvad og hans to medforfattere, Rune Møller Stahl og Christoph Ellersgaard, har stillet en diagnose i bogen `Klima og klasse. Hvordan vi undgår at klimakampen ender i kulturkløften`: Klimakampen mangler at tage hensyn til klasseperspektivet. Og i bogen giver de ”pejlemærker” til vores politikere til, hvordan de kan adressere klimaskeptikerne, så modstanden kan vendes. Vi ”grønne” kan lytte med og lære en ny måde at fremlægge vores budskaber på. Modstanden eller afmatningen i opbakningen skete fra omkring 2020, og det ikke kun i Danmark. Diskursen blev kapret af partier på højrefløjen og gule veste. Der opstod klimaskepsis og eliteskepsis. Forklaringen skal ses i et udvidet klasseperspektiv. Alle klasser er delt i en grøn og en sort sektion, siger Mulvad, og her er opstået en kulturkløft. De fattigste har ikke råd til at deltage i klimakampen. Arbejderklassen udleder meget mindre CO2 end de rigeste 10%, men de – arbejderne – er ikke de grønneste. ”Vi gider ikke blive talt ned til,” ”vi gider ikke ændre vaner,” lyder det, og det har partier som DD og LA grebet. Derfor er rådet til politikerne og os grønne: Vi skal væk fra det moralske og over til det politiske. Politikerne skal tænke nyt, når de tænker grønt. Der er opstået en ny akse på tværs af indkomstgrupperne: Den grønne og den sorte. Man kan godt både være grøn og fattig og være grøn og velhavende. Det afhænger af ens baggrund og arbejde. Det skal vi også tackle, når vi taler om befolkningsgrupper. Mulvad og co. har en række forslag til nytænkning: Flere grønne jobs, gevinsterne skal fordeles bedre (ej din egen solcellepark!), der skal laves et sikkerhedsnet mod klimakrisens konsekvenser (1/6 af alle boliger er truede af oversvømmelse), kan staten indkøbe olie/korn/smørreserver?, der skal indlægges solidariske begrænsninger i privatforbruget. Den folkelige opbakning bunder i en fornemmelse af rimelighed og retfærdighed: Hvorfor må jeg ikke få min røde fredagsbøf, når andre danskere ejer enorme lystyachter og forurener rundt i vores farvande med dem? ”Alle skal være med,” siger Mulvad, og ja! ”Det bliver en stor udfordring, men vi danskere skal gå forrest, så kommer andre lande med. Bare vent og se!” Mon vores nye regering har mod på at komme i gang med en fordelingskamp? Vi kan begynde med at læse bogen. Der er kun tre reservationer på den på odensebibs hjemmeside her dagen efter Mulvads oplæg. Pia Sigmund, 14.4. 26
Håb i en håbløs tid
Mickey Gjerris er bioetiker og underviser i etik og natur ved Københavns Universitet. Han har en Ph.d. i bioetik og er cand.teol. Jeg så frem til at møde sådan et blandingsmenneske, for hvordan tænker han? Han var inviteret af Folkeuniversitetet i Odense, Ansgars Kirke og hospitalspræsten på OUH til tale om ”Håb i en håbløs tid. Naturkriser, etik og dyden at forundres”. Gjerris hovedspørgsmål til os var det enkle og dystre : Hvordan kan vi bevare livsmodet, mens vi bevidner drabet på økosfæren? Hvad skal vi stille op med denne situation? Selv om vi mennesker er etiske væsener med et vist mål af fornuft og forstand, finder vi ingen svar, svarede Gjerris på vores vegne. Filosoffer som Løgstrup kan heller ikke hjælpe os. Måske Aristoteles, der foreslog et spørgsmål til spørgsmålet, nemlig: Hvad skal vi blive til? For her kan vi nemlig finde svar: Vi skal blive gode, modige, kloge … Vi – eller vores forældres generation – kunne måske have standset drabet på økosfæren. Allerede for mere end 50 år siden blev der gjort opmærksom på, hvor det bar hen, lige fra den første miljøkonference i 1972, som fandt sted i Stockholm. Og alligevel har ”vi” lukket øjne og ører og har redet på en bølge af vækst. Med det resultat at af Stockholm Reciliense Centers planetære grænser er otte ud af ni grænser for længst overskredet, kun nr. otte, ozonlaget, er i bedring. Andre nedslående resultater er, at 2024 satte rekord i udledning af drivhusgasser med en stigning fra 2023 på 2,3%. Af vores 17 bæredygtighedsmål går 18% tilbage. Vi lader os forblænde af sproglige tricks: ”Grøn vækst” som det hed engang, omtales nu som ”grøn omstilling”, et sprogligt skjul for den stadige økonomiske vækst. Endnu værre: ”Black Friday” hedder nu pludselig ”Black week” eller endog ”Black month”. Tal kan virke abstrakte og fjerne, men når Gjerris så giver et enkelt konkret eksempel – om albatrosser, og vi hører, hvor dårligt arten har det, så forstår vi det måske bedre. Der findes 22 arter af albatrosser. Heraf er fem tæt på at være truet, 15 truet af udryddelse og to kritisk truet. Det er til at tude over, men alligevel stikker de fleste hovedet i sandet og leger med på vækstbølgen. Vi luller os i søvn til fortællinger om det gode liv, som i virkeligheden langt overskrider de planetære grænser. Gjerris havde heldigvis lovet forsamlingen at tale om HÅB efter kaffepausen, og det trængte vi godt nok til. Men meget håb fik vi ikke: Vi kan ikke løse katastrofen; men vi kan leve på en anden måde, var hans bud. Og opskriften er: Vi skal forundre os over naturen, lade os drive af naturfortryllelse og værensforundring. Vi skal opsøge viden om naturen. Vi skal tænke væk fra det antropocentriske syn og hen imod et økocentrisk natursyn. Vi skal blive ansvarlige mennesker, der indgår i et mere end menneskeligt fællesskab. Et øjeblik kiggede han ind Første Mosebog efter lidt håb, men fandt kun at mennesket bør tage ansvar for alt levende. Til gengæld fik vi en smuk liste over ”Jordlingsdyder 2026” til eftertanke og til efterfølgelse: Opfordringer til at blive retfærdige, omorgsfulde, mådeholdne, nysgerrige … (se foto). Og med det budskab gik vi ud i forårsaftenen. Bioetik er et område af den anvendte etik, der beskæftiger sig med spørgsmål om, hvordan man som levende væsen bør agere blandt andre levende væsner. Ordet bios stammer fra oldgræsk og betyder liv. (Information) Pia Sigmund, Odense
Møde med Odenses nye rådkvinde for sundhed, omsorg og forebyggelse
Referat fra klimafolkenes møde med Anne Skau Styrishave, 23. februar 2026 Til stede: Anne, Henrik Steen Pedersen, Bjarne Christensen, Olav Scheunemann, Flemming Lander, Mette A., Susanne Gerdes, Kirsten Gullmaj Nielsen, Pia Sigmund (referat) Anne har indbudt os klimafolk, fordi hun ”ikke er færdig med den grønne dagsorden”, selv om hun nu er rådkvinde for Sundhed, omsorg og forebyggelse. Byrådet skal snart forhandle klimahandleplan, og en bystrategi skal vedtages omkring næste årsskifte. Hun vil gerne høre vores input til disse to punkter og andre punkter. Hun er meget interesseret i folkesundhed og forebyggelse og mener, at der er brug for større fokus på sundhed. Hun nævner, at hvert 10. dødsfald i Odense skyldes luftforurening. Anne er også interesseret i trivselsøkonomi og nævner, at hun har gode embedsfolk til at regne på det. Hun vil gerne dagsordensætte punktet i økonomiudvalget igen. Hun har allerede gjort det to gange før, men først nu rykker det lidt, mener hun. Hun interesserer sig for boformer, for byggeri og genbrug og bæredygtighed. Hun rejste emnet sidste år, men det blev stemt ned. Her spørger Henrik, om nedrivningerene i Vollsmose egentlig er indbefattet? Det er ikke med, siger Anne, og det er mærkeligt. Anne har også brugt tid på at se på landbrug i kommunen og herunder at få svineproduktion ud af kommunen. Det kan ikke forbydes, men er nødvendigt for at kunne udvikle landsbyerne. Endelig nævner Anne Odense Havn og dens udvikling. Der er kun et lille budget til arbejdet. Bjarne og Flemming har sendt et brev til Klima & Miljøforvaltningen. Det handler om mulige alternativer for den udsatte CO2fangst i klimahandleplanen. Kan kommunen blive klimaneutral i 2035? Det skal forhandles, og der skal være enighed. Deres forslag: CO2fangsten skal fastholdes. Biomassen skal ud, den er et stort bedrag, er slet ikke klimaneutral. Nogen siger, at vi ikke har plads til vindmøller og solceller, men det har vi. 26 vindmøller vil kunne erstatte Fynsværkets produktion. De kan stå inden for én kvadratkilometer. De kan fjerne 6-700.000 tons CO2. Vil koste 4-5 mia., incl. faciliteter til lagring etc. Kan sammenlignes med et norsk CO2fangst anlæg, der koster 20 mia. for samme størelsesorden. Anne er interesseret i at lave en plan for hele Fyn i et fælles fynsk samarbejde. Bjarne nævner Green Powers hjemmeside. Her omtales et stort fællesskab med beboerne i et område, der får kompensation. Susanne nævner, at solceller på ca. 15 % af tagene i Odense Kommune, ifølge Odense Kommunes Task Force Klimaneutral 2030, vil kunne bidrage med en elproduktion, der svarer til ca. 10 procent af Odenses forventede elforbrug i 2030. Nogle kommuner tænker i sikkerhedsstrategi. Hvis vi sætter solcellerne op på tagene, sparer vi energiledninger fra land til by, hvor forbruget jo er. Man kan måske søge midler til at opsætte solceller som en del af det kommunale beredskab. Anne: Her er Odense Havn er stort problem. Henrik nævner, at DN har fremsat et kompromisforslag for udbygning af Odense Havn og sejlrenden. Han sender denne rapport til Anne. Der findes også en Krakarapport om emnet. Kirsten spørger til ejerstrategi. Hvorfor skal det lige være Odense Havn, der udvides, når fjorden nu er så sårbart et miljø? Det burde være et landspolitisk emne at bygge havvindmøller. Anne fortæller om Susanne Crawley, der engang spurgte: Hvorfor skal vi eje en havn? Flere nævner, at Odense Fjord er blevet sårbar på grund af landbruget. Anne kalder det en trivselsmiljødagsorden. Henrik nævner sundhed og svinebrug, og Anne nævner folkesundhed. Hun har kontaktet Anima, som har lovet at vende tilbage. Ældremaden udgør nemlig en udfordring: Hvad vil de ældre spise? Lige nu stadig traditionel mad uden for mange grøntsager, men om nogle år vil det forandre sig. Men hvad så? Ingen turbokyllinger, ikke meget oksekød, ikke for meget svinekød … Der er manglende retningslinjer for indkøbspolitikken, klimahandleplanen følges ikke. Susanne: Økologisk produktion løser en væsentlig del af alle de sammenhængende forurenings- og sundhedsproblemer, der er forbundet med svineproduktion. Byens Køkken og rådhusets kantine har Sølvmærket/Det økologiske spisemærke. Flemming: Hvor meget belaster en svinekotelet? Anne: Det er svært at tale om trivselsøkonomi på den kommunale dagsorden, for hvordan håndterer man det? Vi taler videre om den aflyste/udsatte CO2fangst. Kirsten: Vi skal ikke udsætte den, men genbesøge den. Olav: Når vi taler om besparelser, så hvorfor bruge (fortovs)terrassevarmere? Anne går videre: Oplevelser i stedet for forbrug? Kan vi omstille vores tænkemåde om vores ressourcer? Pia nævner ordvalget, og at vi skal fortælle de positive historier. Hun har læst Stine Bardeleben Helles nylige skrivelse, og her bed hun mærke i ordet medejerskab. Flemming tager tråden op og nævner decentralisering. Susanne fremhævede Task Force Klimaneutral 2030s anbefaling om at benytte 15- minutters byen, hvor udgangspunktet er: Få borgerne med! Anne er enig i tankegangen med 15-minutters byen og konceptet lokalt ejerskab. Anne: Kommunen skal tage noget ansvar for VE, for Vestjylland skal ikke bære det hele. Susanne er ved at lægge sidste hånd på en skrivelse med bemærkninger til Klimahandleplanen – en Plan B til CCS, bl.a. om solceller på tagene og planlægningskonceptet 15-minutters byen – og et væsentligt potentiale for CO2-optag ved skovrejsning, jf. Klimahandleplanen. Hvis der i aftalen om Grøn Trepart rejses skov på 11.000 ha landbrugsjord, vil det svare til et potentiale på omkring 100.000 ton CO2-optag i år 0-10 og omkring 250.000 ton CO2-optag efter 10 år. Kirsten har samlet en lang liste over muligheder for at reducere CO2 i et arbejdspapir: Klimareduktion i Odense 2026 – oplistede muligheder udenom CCS.
Havet går AMOC
Jeg har lyttet til et uhyggeligt foredrag i Folkeuniversitetet. Professor Katherine Richardson talte om: HAVETS tilstand mod nord. Lige nu bliver Atlanterhavet stadig varmere. Vi danskere kan nyde et forholdsvist mildt klima med stigende gennemsnitstemperaturer trods vores beliggenhed så nordligt som på den 56. breddegrad, fordi havet er varmt. Men Grønlands is er ved at smelte. Da isen består af ferskvand, kan den ikke synke i det salte hav. Det betyder, at vandet i Nordatlanten vil blive koldere og dermed også luftens temperatur. AMOC, en forkortelse for Atlantic Meridional Overturning Circulation, som er havstrømmene i Atlanterhavet, vil blive kolde. (Golfstrømmen er en del af AMOC). Måske er vi allerede nu nået til ”the tipping point”, eller vi vil nå dertil inden for en overskuelig årrække. Måske er det allerede for sent at standse udviklingen. Der er meget, vi ikke ved. Det er som bekendt svært at spå og også forudsige fremtiden, selv med nok så gode modeller og beregninger. Hvilken regnemodel er den rigtige, og kan vi være sikre på det? Forskerne er ikke helt enige, og det gør budskabet til politikerne svagere. Hvorfor kalder jeg Katherine Richardsons foredrag om HAVET uhyggeligt? Jo, fordi det helt slår benene væk under mig. Her går vi BKA`er og taler om Odense Fjord og et muligt grisevalg, og så kommer denne stærke stemme og siger: Det er muligvis allerede for sent at standse udviklingen og redde vores kendte verden. Om 20 år kan Danmark være betydeligt koldere end nu, hele året. Om 30 år måske 10 grader koldere, og hele vores nuværende økosystem vil være ødelagt. Sammen med godt 40 internationale forskere har Katherine Richardson henvendt sig Nordisk Ministerråd og har råbt alarm: Vi handler uansvarligt med vores klima og vores ressourcer. I må lytte! men tilsyneladende uden respons eller handling. Alligevel vil jeg mene, at vi i BKA og i Klimabevægelsen skal blive ved med at råbe op, og gerne råbe endnu højere. Vi skal blive ved med vores nålestik til landbrug og industri og politikere. Vi skal støtte alle grønne tiltag. Vi skal gøre vores bedste for at sprede oplysning, og vi må ikke give op. Pia Sigmund, februar 2026
FRØ – en dobbelt oplevelse
Den store sal i Odenses Cafébiografen var fyldt til premieren på Isabelle Denaros film Frø den 26. januar, og det selv om der var varslet snestorm over Fyn. Først fortalte instruktøren om baggrunden for filmen. Det var vigtig baggrundsviden, som filmen ikke omtaler, og som gjorde aftenen til en dobbelt oplevelse. Først viden og fakta, så en vidunderlig smuk film med portrætter af fem-seks skandinaviske frøavlere og deres arbejde med at genopdyrke gamle og næsten glemte frø. Isabelle Denaro tænker ”frøtanker”, siger hun: Hun fortalte, at EU’s frølovgivning er under revision. Det nye lovforslag tilgodeser de store frøproducenters interesser og vil blive vældig bureaukratisk opbygget. Tidligere var der mange frøproducenter i Norden, nu er der kun ganske få. Kun 0,5% af de frø, vi dyrker, bliver produceret i Danmark og er dermed tilpasset til danske forhold. Videre fortalte hun, at 75% af vores gamle frøarter er forsvundet. Hvad sker der med biodiversiteten? De konventionelt dyrkede planter har intet immunforsvar, og derfor er pesticider nødvendige. Så fulgte filmen – en vidunderlig film. Filmet i et roligt tempo og uden unødvendig støj og muzak. Man kommer helt nær på de forskellige frøavlere, der dyrker hver deres grøntsager og planter, tilpasset stedet og klimaet, med en alvor og et livsmod, der gør indtryk. Der bliver byttet frø på livet løs og eksperimenteret og arbejdet: ”Frø er lavet til at putte i lommen og tage med.” Tætte netværk forbinder de gårde, der arbejder med at genopdyrke gamle, aldeles levedygtige planter. I Norge er hele 60 gårde med i bevægelsen. Isabelle Denaro har tidligere skabt og instrueret filmen ”Landbrugets natur” om regnerativt landbrug. FRØ er skabt i samarbejde med Nordic Seed Alliance, en organisation, der arbejder utrætteligt med lobbyisme. En crowdfunding for filmen er stadig i gang. Se Nordic Seed Alliances facebookside. Pia Sigmund, Odense
Landbrug
Hvilken bog skal være den næste, du læser? Her kommer en anbefaling til din næste bog – og en stor ros til vores Teater Momentum i Odense. Januar 2026 er kun halvvejs forbi, og Momentum har allerede haft to arrangementer, der sætter fokus på klima og miljø. Jeg har set ”Brevet”, en samtale mellem skuespilleren Mette Gregersen og Momentums leder, Jeppe Sand, ud fra et brev, skrevet af journalisten Rasmus Hage Dalland. Brevet var helt nyt for de to, og der udspandt sig en god samtale mellem dem. Men endnu bedre blev det, da vi tilhørere fik lov til at tale med. Mange tog ordet: Skal landbruget stadig have lov til at fylde så meget? Skal vi stadig købe og spise kød fra grisefabrikker? Og hvordan kan vi tage ansvar som forbrugere? En kvinde fra salen: ”Det føles håbløst at slås mod landbruget og at forsøge at vende stemningen hen mod en mere grøn verden.” Mette Gregersen bidrog til samtalen ved at fortælle om livet på det regenerative landbrugsbofællesskab*, hvor hun og hendes mand og datter bor. De blev deprimerede af at se klimarapporterne og flyttede sammen med 250 andre mennesker på Stevns for at dyrke gårdens 12 hektar jord sammen om søndagen. Mettes job er bl.a. at luge en mark med bønner. Og bogen du skal læse? Det er Rasmus Hage Dalland: ”Jordbundet – en rejse rundt i dansk landbrug”, 2023. Med udgangspunkt i den sidste bonde fra sin egen slægt er Rasmus Hage Dalland rejst rundt til forskellige typer landbrug og har tegnet et billede af, hvordan landmændene selv opfatter de udfordringer og løsninger, forvaltningen af jorden byder dem. Landbruget har stadig dybe rødder i vores spisevaner, landskaber og slægtshistorier, og bevægelser på landet har formet vores politiske system, identitet og naturforståelse. Noget tyder på, at det er disse dybe rødder, der gør det så svært at tænke anderledes og mere grønt. Rasmus Dalland har lagt øre til både små og store og grønne landmænd. De store siger: ”Vi laver kun det, forbrugeren vil have. Sådan er markedet. Kød går aldrig af mode. Hvis ikke vi gør det, er der andre … ” Vi gik ikke opløftede fra samtalen om ”Brevet”, men dog med en fornemmelse af, at hver gang vi italesætter udfordringen med landbruget, bliver vi lidt klogere og får lidt mere mod på at sige fra. Heldigvis nævnte en deltager et positivt tiltag, som alle kan få glæde af: Den lille mark https://www.denlillemark.dk/ , et økologisk bylandbrug, der ligger i Odense SØ. *Regenerativt landbrugs fem principper: Minimal forstyrrelse af jorden, jorddække året rundt, levende rødder året rundt, maksimal diversitet og integration af planteavl og husdyrhold. Pia Sigmund, Odense