Tredje aften i Folkeuniversitets serie kaldet “KLIMA & HÅB!”. Nu med selveste Sebastian Mernild på banen. En af verdens førende kapaciteter på klimaområdet, og så bor han endda her i Odense.
Vi går hjem efter 1 ½ times hæsblæsende foredrag stopfyldt med fakta og slides om klima. Men desværre – ordet HÅB fylder forsvindende lidt. Det er ikke et ord, som Mernild bruger uden at blive opfordret til det, og så er det da også tøvende. Et øjeblik eller to får vi et lille glimt af håb, for JA, under COVID var der et fald på beskedne 0,2% i CO2-udslippet, og JA, den stigende kurve knækkede en smule fra 2010 og flader lidt ud, håber han, men … straks i næste slide er der flere nedslående scenarier og budskaber for vores klima og vores klode.
Det er ubegribeligt, at verdens politikere ikke vil tage ansvar, når talen er så lysende klar. Vi klimafolk må fortsætte med at gøre opmærksomme på fakta. Stadig stå frem, hvor vi kan, og stille spørgsmål. Vi må ikke miste håbet om at kunne gøre en forskel.
Midt i alle de negative budskaber øjnede jeg to positive ting, vi kan hæfte os ved: Dels er SDU i front med sit SDU Climate Cluster, hvor der arbejdes tværfagligt med forskning i klimatilpasning, fundet af 350 mil. EU-kroner. Og dels, som Mernild fremhævede, er Danmark foregangsland med klimahandleplaner i hver eneste kommune. Men selv i et foregangsland er der udfordringer, ”det er meget komplekst,” som Mernild sagde, ”det er svært at skabe transformationer.”