Skip to main content

Bedsteforældrenes Klimaaktion

Brev fra BKA til Mette Frederiksen, Maria Reumert Gjerding og Samira Nawa

Stærke kræfter forsøger ihærdigt at svække EU’s klima- og miljøregler i konkurrence-evnens navn. Blandt andet står EU’s såkaldte  ETS- system for skud. En forringelse af ETS-systemet vil skade både klimaet og Danmarks konkurrenceevne. Det har BKA skrevet til de ministre, som i næste uge deltager i ministerråds- og topmøde i EU. Læs brevet til statsministeren, miljøministeren og klima- energi- og forsyningsministeren som  pdf 

Årsmøde i den europæiske organisation af bedsteforældre for klimaet

Tre intense dage i Haag Fire medlemmer af BKA rejste i september fra Danmark til Haag for at deltage i European Grandparents for Climate’s årlige møde. Det blev tre koncentrerede dage med besøg af den hollandske minister for klima og grøn vækst og en række faglige foredrag med fokus på ”Big Finance”. Men det allervigtigste var de møder – formelle og uformelle – hvor vi fik anledning til at udveksle erfaringer og snakke om vores forskellige udfordringer og gode ideer og hvordan vi bedst hjælper hinanden og samarbejder fremover. Paraplyorganisationen European Grandparents for Climate (EGC) arbejder for at gøre bedsteforældres og seniorers engagement i klima og bæredygtighed til en politisk kraft på den europæiske arena. EGC blev formelt dannet i Bruxelles i december 2023 og trækker tråde tilbage til topmødet i Paris i 2015. Målet er at de europæiske lande skal følge op på Parisaftalen og gennemføre  egne og fælles EU klimamål både på kort og lang sigt – i en socialt retfærdig omstilling. EGC henvender sig politikere, regeringer og erhvervslivet, koordinerer kampagner og deler viden og erfaringer fra de forskellige medlemslande. ”Big Finance” og besøg af en klimaminister Mødet satte spot på finansverdenen – ”Big Finance” – som fortsat investerer store beløb i fossil industri og energislugende forbrug og er en af de store drivkræfter i klimakrise og social ulighed. Det kalder på mere gennemsigtighed og politisk styring. Vi fik også fornemt besøg af den  hollandske minister for klima og grøn vækst, Stintje van Veldhoven. Hun understregede betydningen af COP-processen og omstillingen væk fra fossile brændsler. Et af de punkter hun pegede på, var behovet for ”radikal gennemsigtighed”, der viser hvor fossilindustrien og de fossile produkter er – og fortsat produceres – i vores hverdag. Og så skal vi prissætte de omkostninger, der er forbundet med at udnytte og forurene vores allesammens fælleseje: jorden, luften, havet, naturen. Hun lagde vægt på at uafhængighed af olie og gas er en forudsætning for et konkurrencekraftigt, sikkert og bæredygtigt Europa, og hun understregede betydningen af at lytte til folks bekymringer og addressere dem aktivt. Adspurgt om, hvad vi som bedsteforældre kan gøre, sagde van Veldhoven at vi skal fortsætte med at presse på, og at politikere som hende oplever det som en støtte. Appel til den norske regering På mødets sidste dag tilsluttede deltagerne sig enstemmigt et opråb til den norske regering om at stoppe sine planer for yderligere udforskning og åbning af nye olie-gasfelter i Arktis, herunder Barentshavet. Inspiration fra hele Europa Fra UK i vest til Tjekkiet og Slovenien i øst, fra Finland i nord til Schweiz i syd: På mødet deltog godt 40 bedsteforældre fra 11 forskellige lande, som alle bidrog med erfaringer, kontakter og ideer og måder, vi kan styrke samarbejdet gennem EGCs forskellige arbejdsgrupper. Hvis du vil vide mere om, hvordan bedsteforældre i andre europæiske lande arbejder for klimaet, så tjek Country News på EGC´s hjemmeside. Læs om årsmødet på EGC’s hjemmeside

Brev til finansminister Peter Hummelgaard og regeringen

Dette efterår er afgørende for, hvordan EU’s budget kommer til at se ud i 2028-2034. Forhandlingerne er i gang, og ligesom vores bedsteforældre-kolleger i en række andre europæiske lande beder vi vores regering sikre midler nok til klimaindsatser.  Brevet lyder sådan her: Danmark og EU’s flerårige finansielle ramme (MFF) Til finansminister Peter Hummelgaard og regeringen Vi, Bedsteforældrenes Klima Aktion, føler os nødsaget til at hæve røsten efter endnu en katastrofal sommer med udbredte skovbrande, tørke, ekstrem varme og som konsekvens heraf titusindvis af varmerelaterede dødsfald over hele Europa. Klimaforandringernes følger skader vores liv i dag og truer livsgrundlaget for vores børn og børnebørn i fremtiden. Forhandlingerne om EU’s flerårige finansielle ramme 2028–2034 er en vigtig nøgle til at styrke Europas klimaambitioner. Forslaget om at afsætte 35 % af EU’s budget til klima- og miljømål er endnu ikke sikret. Vi opfordrer jer til at beskytte – endda forstærke – dette minimumsniveau af ambition. Målet på 43 % for klimarelaterede udgifter i de nye nationale og regionale partnerskabsplaner skal også opretholdes for at sikre ensartede investeringer på tværs af medlemsstaterne. Den europæiske miljøorganisation, European Environmental Bureau, advarer os om at for mange udgifter kan få stemplet “grønne” uden at give reelle fordele. Europa har ikke råd til symbolsk handling. Midlerne skal støtte ægte løsninger: vedvarende energi, robust infrastruktur, bæredygtig mobilitet og innovationer, der vil forme Europas fremtidige konkurrenceevne. Troværdig klimaovervågning og stringent anvendelse af princippet om at gøre ingen væsentlig skade er afgørende for at undgå greenwashing og for at sikre implementeringen af de aftalte politikker. Desuden bør ingen yderligere politikområder undtages fra dette grundlæggende princip. Vi anmoder også om et dedikeret, øremærket minimumsbeløb til LIFE-handlinger (miljø-, natur- og klimatiltag) under Connecting EU Facility Programme (CEF) samt under Den Europæiske Konkurrencefond. Disse instrumenter hjælper regioner, virksomheder og lokalsamfund med at modernisere og tilpasse sig. At svække dem nu vil bremse fremskridtet på et tidspunkt, hvor acceleration er akut nødvendig. Vi ser på en reduktion af de nationale bidrag til EU med stor skepsis, især da det ikke står klart, hvor der skal skæres ned. Under alle omstændigheder er enhver reduktion i klimabeskyttelsesforanstaltninger uacceptabel, da det ville bringe sikkerheden og velfærden for vores fælles fremtid i fare. Som bedsteforældre er vores budskab enkelt: Europa må investere i en sikker og stabil fremtid for de næste generationer. De beslutninger, I træffer i de kommende måneder, vil forme Europas klimavej i årtier. Venlig hilsen  Bedsteforældrenes Klima Aktion – medlem af European Grandparents for Climate

Klima og kommunalt budget

Lige nu forhandles der i de fleste kommuner landet over om næste års budgetter. Her skal klima også tænkes ind. Derfor har vi fra Bedsteforældrene og klimagruppen i Albertslund sendt et åbent brev til vores kommunalbestyrelse med en lang række forslag til, hvordan de kan tage klimaindsatser med i budgettet. Se brevet her: Brev til kommunalbestyrelsen om budget 2027 og klima – trafik

Åbent brev til politikerne

Opråb fra Bedsteforældrenes Klima Aktion: Vi dør i stilhed “Overdødelighed som følge af hedebølger er værst for de ældste og de svækkede og risikerer at blive meget værre i fremtiden – også i Danmark” Sådan starter brevet, og det understreges, at politikerne derfor skal gøre en ekstra indsats for at reducere udledningen af drivhusgasser NU. Læs hele brevet som pdf eller word-fil

Politiken Debat: Vi har glemt at bedstemor altid har reddet verden

Politiken har introduceret et tema om Far, mor og børn…og bedsteforældre. Den første handler om en ny bog af antropologen Henrik Hvenegaard Mikkelsen: ‘Spækhukkertesen – hvordan bedsteforældre har reddet verden siden tidernes morgen’. En tankevækkende artikel som handler om de værdifulde relationer mellem bedsteforældre, børn og børnebørn. Alligevel er det ikke sjældent, at småbørnsforældre og bedsteforældre går rundt med skuffede forventninger og frustrationer over forholdet. Hvad har det med Bedsteforældrenes Klimaaktion at gøre? Jeg citerer fra Politikens artikel: ‘I sin bog peger Hvenegaard Mikkelsen på oplagte rollemodeller i form af aktivistgrupper som (østrigske) Omas gegen Rechts…. og klimabevægelser som Just Stop Oil og Bedsteforældrenes Klimaaktion. Fælles for dem er, at bedsteforældre bruger deres umiddelbare ufarlighed som ældre, gråhårede mennesker til at trænge igennem med deres aktivisme. Ingen højreradikale slår på gamle damer, så Omas gegen Rechts‘ demonstrationer foregår som oftest relativt fredeligt. Samme tendens ser man hos de aldrende klimaaktivister. Alle spærrer øjnene ekstra op, når de grånende står bag en klimahappening.’ ‘Jeg kæmper for en verden, som jeg ikke selv kommer til at opleve’ citerer Hvenegaard Mikkelsen en BKA’er for at udtale. Det understreger for ham ‘alderdommens superkræfter’: ‘Det er kraftedeme et vigtigt budskab’ siger han. ‘Altså at man også i alderdommen er forpligtet på noget, der rækker længere end en selv.’ Det er s’gu da et flot skudsmål. Tak for det! Aner ikke hvem den BKA’er er, men det er én af os. Det synes jeg lige I skulle vide. Artiklen kan læses her: https://politiken.dk/debat/art10952912/Bedstefor%C3%A6ldres-erfaringer-fra-et-langt-liv-underkendes.-Den-mindste-lille-kommentar-bliver-opfattet-som-kritik  

Bedsteforældre slår alarm

Vores belgiske søsterorganisationer, Grand Parents Pour le Climat og Grootouders vor het Klimaat går på gaden i Bruxelles.  De samlede den 20. august 200 ældre på Place de la Monnaie i Bruxelles for at rette opmærksomheden på den stadig mere alvorlige klimakrise. Efter sommerens hedebølger har vi al mulig grund til at være alarmerede. Hermed lancerede de kampagnen “Climate Alarmist”.Kampagnen løber i tre måneder. To bedsteforældre vil hver dag gå rundt i gaderne i centrum af Bruxelles med barnevogne fyldt med symboler, der knytter sig til klima og klimakrise. Budskabet er: Vi ønsker at blive hørt af vore politiske ledere – af hensyn til den næste generation Læs mere på EGC´s hjemmeside  

Sommerhilsen til de danske medlemmer af EU-Parlamentet

Eva Riemer og Mogens Jørgensen har sendt en hilsen fra Bedsteforældrenes Klima Aktion til de danske medlemmer af Europa-Parlamentet hvor de understreger, hvor vigtigt det er at holde fokus på klimadagsordenen i den kommende samling. Brevet starter således: Som medlemsorganisation i European Grandparents for Climate skriver vi til jer for at udtrykke vores alvorlige bekymring for afgørende beslutninger, der skal træffes i Europa-Parlamentet (EP) i månederne efter sommerferien. Disse beslutninger vil i høj grad påvirke EU’s klimaudvikling i perioden 2028–2034 og vil forme de betingelser, som fremtidige generationer kommer til at leve under. Læs hele brevet