Politiken har introduceret et tema om Far, mor og børn…og bedsteforældre. Den første handler om en ny bog af antropologen Henrik Hvenegaard Mikkelsen: ‘Spækhukkertesen – hvordan bedsteforældre har reddet verden siden tidernes morgen’. En tankevækkende artikel som handler om de værdifulde relationer mellem bedsteforældre, børn og børnebørn. Alligevel er det ikke sjældent, at småbørnsforældre og bedsteforældre går rundt med skuffede forventninger og frustrationer over forholdet.
Hvad har det med Bedsteforældrenes Klimaaktion at gøre?
Jeg citerer fra Politikens artikel: ‘I sin bog peger Hvenegaard Mikkelsen på oplagte rollemodeller i form af aktivistgrupper som (østrigske) Omas gegen Rechts…. og klimabevægelser som Just Stop Oil og Bedsteforældrenes Klimaaktion. Fælles for dem er, at bedsteforældre bruger deres umiddelbare ufarlighed som ældre, gråhårede mennesker til at trænge igennem med deres aktivisme. Ingen højreradikale slår på gamle damer, så Omas gegen Rechts‘ demonstrationer foregår som oftest relativt fredeligt. Samme tendens ser man hos de aldrende klimaaktivister. Alle spærrer øjnene ekstra op, når de grånende står bag en klimahappening.’
‘Jeg kæmper for en verden, som jeg ikke selv kommer til at opleve’ citerer Hvenegaard Mikkelsen en BKA’er for at udtale. Det understreger for ham ‘alderdommens superkræfter’:
‘Det er kraftedeme et vigtigt budskab’ siger han. ‘Altså at man også i alderdommen er forpligtet på noget, der rækker længere end en selv.’
Det er s’gu da et flot skudsmål. Tak for det! Aner ikke hvem den BKA’er er, men det er én af os. Det synes jeg lige I skulle vide.
Artiklen kan læses her:
https://politiken.dk/debat/art10952912/Bedstefor%C3%A6ldres-erfaringer-fra-et-langt-liv-underkendes.-Den-mindste-lille-kommentar-bliver-opfattet-som-kritik
