Jeg har lyttet til et uhyggeligt foredrag i Folkeuniversitetet. Professor Katherine Richardson talte om: HAVETS tilstand mod nord.
Lige nu bliver Atlanterhavet stadig varmere. Vi danskere kan nyde et forholdsvist mildt klima med stigende gennemsnitstemperaturer trods vores beliggenhed så nordligt som på den 56. breddegrad, fordi havet er varmt. Men Grønlands is er ved at smelte. Da isen består af ferskvand, kan den ikke synke i det salte hav. Det betyder, at vandet i Nordatlanten vil blive koldere og dermed også luftens temperatur. AMOC, en forkortelse for Atlantic Meridional Overturning Circulation, som er havstrømmene i Atlanterhavet, vil blive kolde. (Golfstrømmen er en del af AMOC). Måske er vi allerede nu nået til ”the tipping point”, eller vi vil nå dertil inden for en overskuelig årrække. Måske er det allerede for sent at standse udviklingen.
Der er meget, vi ikke ved. Det er som bekendt svært at spå og også forudsige fremtiden, selv med nok så gode modeller og beregninger. Hvilken regnemodel er den rigtige, og kan vi være sikre på det? Forskerne er ikke helt enige, og det gør budskabet til politikerne svagere.
Hvorfor kalder jeg Katherine Richardsons foredrag om HAVET uhyggeligt? Jo, fordi det helt slår benene væk under mig. Her går vi BKA`er og taler om Odense Fjord og et muligt grisevalg, og så kommer denne stærke stemme og siger: Det er muligvis allerede for sent at standse udviklingen og redde vores kendte verden. Om 20 år kan Danmark være betydeligt koldere end nu, hele året. Om 30 år måske 10 grader koldere, og hele vores nuværende økosystem vil være ødelagt.
Sammen med godt 40 internationale forskere har Katherine Richardson henvendt sig Nordisk Ministerråd og har råbt alarm: Vi handler uansvarligt med vores klima og vores ressourcer. I må lytte! men tilsyneladende uden respons eller handling.
Alligevel vil jeg mene, at vi i BKA og i Klimabevægelsen skal blive ved med at råbe op, og gerne råbe endnu højere. Vi skal blive ved med vores nålestik til landbrug og industri og politikere. Vi skal støtte alle grønne tiltag. Vi skal gøre vores bedste for at sprede oplysning, og vi må ikke give op.
Pia Sigmund, februar 2026