Andreas Mulvad: `Klima og klasse` i Kafé Kloden
Hvorfor er den folkelige opbakning til den grønne omstilling på retur? Hvorfor er opbakningen ikke større – trods massive kampagner gennem flere år for rent drikkevand og bedre dyrevelfærd? Det kan føles som lidt af en gåde for alle os, der gerne ser en stor grøn forandring.
Andreas Mulvad og hans to medforfattere, Rune Møller Stahl og Christoph Ellersgaard, har stillet en diagnose i bogen `Klima og klasse. Hvordan vi undgår at klimakampen ender i kulturkløften`:
Klimakampen mangler at tage hensyn til klasseperspektivet. Og i bogen giver de ”pejlemærker” til vores politikere til, hvordan de kan adressere klimaskeptikerne, så modstanden kan vendes. Vi ”grønne” kan lytte med og lære en ny måde at fremlægge vores budskaber på.
Modstanden eller afmatningen i opbakningen skete fra omkring 2020, og det ikke kun i Danmark. Diskursen blev kapret af partier på højrefløjen og gule veste. Der opstod klimaskepsis og eliteskepsis.
Forklaringen skal ses i et udvidet klasseperspektiv. Alle klasser er delt i en grøn og en sort sektion, siger Mulvad, og her er opstået en kulturkløft. De fattigste har ikke råd til at deltage i klimakampen. Arbejderklassen udleder meget mindre CO2 end de rigeste 10%, men de – arbejderne – er ikke de grønneste. ”Vi gider ikke blive talt ned til,” ”vi gider ikke ændre vaner,” lyder det, og det har partier som DD og LA grebet. Derfor er rådet til politikerne og os grønne: Vi skal væk fra det moralske og over til det politiske. Politikerne skal tænke nyt, når de tænker grønt.
Der er opstået en ny akse på tværs af indkomstgrupperne: Den grønne og den sorte. Man kan godt både være grøn og fattig og være grøn og velhavende. Det afhænger af ens baggrund og arbejde. Det skal vi også tackle, når vi taler om befolkningsgrupper.
Mulvad og co. har en række forslag til nytænkning: Flere grønne jobs, gevinsterne skal fordeles bedre (ej din egen solcellepark!), der skal laves et sikkerhedsnet mod klimakrisens konsekvenser (1/6 af alle boliger er truede af oversvømmelse), kan staten indkøbe olie/korn/smørreserver?, der skal indlægges solidariske begrænsninger i privatforbruget.
Den folkelige opbakning bunder i en fornemmelse af rimelighed og retfærdighed: Hvorfor må jeg ikke få min røde fredagsbøf, når andre danskere ejer enorme lystyachter og forurener rundt i vores farvande med dem? ”Alle skal være med,” siger Mulvad, og ja! ”Det bliver en stor udfordring, men vi danskere skal gå forrest, så kommer andre lande med. Bare vent og se!”
Mon vores nye regering har mod på at komme i gang med en fordelingskamp?
Vi kan begynde med at læse bogen. Der er kun tre reservationer på den på odensebibs hjemmeside her dagen efter Mulvads oplæg.
Pia Sigmund, 14.4. 26
