Skip to main content

Bedsteforældrenes Klimaaktion

Madpakkeposer – hvorfor nu det?

“ Nej, det dur ikke, jeg tager sådan en af de poser med misser på, for sådan en har min lillesøster fra sidste gang, I delte madpakkeposer ud. Og hun ELSKER den pose. Så hun vil bare blive sur, hvis jeg kommer hjem med en magen til”, sagde en af vores “kunder” i madpakkeposeshoppen til søndagens event i forbindelse med Viborgs animationsfestival. Så hun valgte et andet design. Vi var igen på gaden sammen med vores kommunale klimakoordinator.Vi bliver efterhånden altid inviteret med, når mange mennesker , især børnefamilier samles.Kommunen sponsorerede de sunde snacks og vi madpakkeposerne. Igen en god anledning til snak om forbrug ( især plastik) og genbrug. Og tit blev snakken med de voksne lidt mere generel. Og så fik vi jo også gjort reklame for fuglenes dag på biblioteket den 21. september, hvor vi igen bygger mejsekasser sammen med børnefamilier.        

Mejsekasser- hvorfor nu det?

Ja, hvorfor nu det ? Fordi det er vigtigt at åbne øjnene hos forældre og børn i forhold til samspil i naturen, og at vi skal værne om den. Vi skal IKKE som foreslået af nogle politikere fælde vores egetræer pga. egeprocessionsspinderne, som jo i øvrigt er en form for naturens “klimaflygtninge”. Vi skal derimod styrke naturens eget samspil mellem forskellige faktorer. Derfor laver vi her hen over efteråret mejsekasser og uddeler sammen med dem frøblandinger med insektvenlige blomster og en flyer om samspillet mellem disse faktorer (og en flyer om BKA). For mejserne skal jo også have andet at spise end egeprocessionsspindere.  Vi fik til naturens dag i samarbejde med en lokal naturskole udstyret 20 familier med mejsekasser, blomsterfrø og en masse snak om natur og klima og samspil omkring begge dele.  Børnene samlede selv kasserne og flere gav udtryk for, at de skulle hjem og lave flere…  Træet skaffer vi fra lokale tømrere, og nu har vi også fået en aftale med kommunens afdeling  for park og vej om, at de lægger restetræ til side til os. For vi fortsætter projekter. Næste gang i Maker Space den 21. september i samarbejde med bibliotek og dansk ornitologisk forening på “fuglenes dag”. At der så nok også faldt et par nye medlemmer af til Bedsteforældrenes Klimaaktion gør jo heller ikke noget.

Når mad bliver signalpolitik.

I Viborg har vi et ældre- og aktivitetsudvalg som lige har rullet Fødevarestyrelsens kostråd tilbage med henvisning til, at man øgede de ældres  trivsel ved at øge kødmængden i deres kost. Det har vi reageret på med en pressemeddelelse, som den lokale avis dog valgte at omskrive til et læserbrev. Vi syntes ellers der lå en rigtig god historie gemt  i den beslutning!  Pressemeddelelse Viborgs ældre skal ikke bruges som undskyldning for at rulle klimahandling tilbage Bedsteforældrenes Klimaaktion kritiserer Ældre- og Aktivitetsudvalget i Viborg Kommune for at sætte hensynet til klimavenlig mad over styr med henvisning til ældres livskvalitet. Ældre- og Aktivitetsudvalget i Viborg Kommune har besluttet at bringe kommunens implementering af Sundhedsstyrelsens nye kostanbefalinger vedrørende reduktion af kødmængden i hovedmåltider til ophør. Beslutningen blev truffet 10. august med henvisning til hensynet til borgernes generelle livskvalitet. »Det er tankevækkende, at udvalget har reduceret spørgsmålet om livskvalitet til, om der skal ligge ti gram mere kød på tallerkenen. For os ældre handler livskvalitet om tid, nærhed, omsorg og tryghed samt en sund og klimavenlig kost. Vi vil ikke gøres til en brik i et symbolpolitisk spil, hvor ældre mennesker fremstilles som modstandere af klimahandling og sundhedsfaglige anbefalinger,« siger Bedsteforældrenes Klimaaktion. Desuden sættes der spørgsmål ved Johannes Vesterbys argumentation i artiklen i Viborg Stifts Folkeblad den 13-08. Han begrunder initiativet med vigtigheden af energiindholdet i maden. Men hvad med fibre og vitaminer, som er vigtige for en sund og alsidig kost??  Er det i virkeligheden fordi kød er blevet billigere end grøntsager?? Sundhedsstyrelsens anbefalinger er sunde og fornuftige: Ved hovedmåltider med udskæringer som koteletter og flæskesteg reduceres kødmængden med 10 gram, som erstattes af 10 gram grøntsager. Måltider med hakket kød ændres ikke. Samtidig er der lagt vægt på, at ældre på plejecentre får protein fordelt over seks daglige måltider, fordi kroppens evne til at udnytte protein falder med alderen. » Hvis man virkelig vil forbedre livskvaliteten for ældre, er ordentlige rammer i ældreplejen vigtigere end ti ekstra gram kød på tallerkenen.« Det handler ikke om at tage livskvaliteten fra de ældre, men symbolpolitik! Det var netop et politisk ønske om mere klimavenlig mad, som lå bag byrådets budgetforlig for 2025-2028. Her blev der afsat 300.000 kroner til kompetenceudvikling i Fødevarestyrelsens officielle kostråd. »Tænk: et samlet byråd beslutter at arbejde for og afsætte penge til mere klimavenlig mad, hvorefter et lille flertal i Ældre- og Aktivitetsudvalget ruller en del af indsatsen tilbage. Er det virkelig det, Viborg Kommune ønsker at være kendt for?« »Vi er en generation, der har set madforbruget udvikle sig til daglig meget kødtung kost. Det er ikke en naturgiven del af vores liv eller vores kultur. Mange af os er vokset op i en tid, hvor flere grøntsager og lidt mindre kød var almindelige kostvaner!« Vi har også ansvar for dem, der kommer efter os!«Vi ældre har et særligt perspektiv på klimakrisen. Vi har livserfaring nok til at se, hvor voldsomt vores forbrug har ændret sig gennem et menneskeliv. Vi ved, at fremtiden tilhører børnene og de unge. Vores generation har været med til at skabe klimakrisen og vi ønsker derfor i det mindste at kunne tage et ansvar for at begrænse den på vores gamle dage. I stedet for at se på en tallerken med lidt mere kød, ønsker vi at kunne se børn, børnebørn og kommende generationer i øjnene.« Bedsteforældrenes Klimaaktion opfordrer derfor Viborg Kommune til at fastholde ambitionen om en klimavenlig sund kost og samtidig rette fokus mod det, der reelt skaber livskvalitet for ældre: tid, nærvær, tryghed, ordentlig omsorg! Bodil og Azhar Shah Helga Schumacher Kurt Olsen Inger Isaksen Anne Marie Sørensen Merete Greve På vegne af Bedsteforældrenes klimaaktion, Viborg

Klimamarch i Viborg

Så lykkedes det igen, igen at få stablet en klimamarch på benene her i Viborg.Datoen den 21. marts var næsten sammenfaldende med overshoot dag ( den 20. marts), hvorfor vi valgte at markere denne dag ved at unge mennesker bar en båre med 4,7 kloder 🌍🌍🌍🌍🌍Vi ledsagede sørgeoptoget med en tromme 🥁 og en stille gåtur op gennem byen og forbi de de politiker og andet godtfolk, der var på gaden i anledning af det forestående valg.valg🗳️Men vi havde også fokus på truslerne mod vores drikkevand, generelt og lokalt bl.a. med den forestående opførsel af en motorvej hen over to store felter med vand, som forsyner Viborg by med rent drikkevand. 🚰 Marchen var velbesøgt. Vi bliver flere og flere, hver gang vi arrangerer en klimamarch. Og især flere og flere unge. Det sætter vi pris på i Bedsteforældrenes Klimaaktion.🥰

Julebyen Viborg

Viborg svømmer hen i begejstring over sig selv for tiden. Måske allermest Handelstandsforeningen. For Viborg er om nogen by: JULEBYEN!!!!! Fremhævet i den lokale presse og ikke mindst hos DR. som henlagde deres ´”juleintroduktion” med koncerter , rundvisninger mm. til Viborg. Handelsstandsforeningen m.fl.kunne slet ikke få armene ned. Og ja. Byen er flot pyntet massevis af lys og juletræer både hist og pist. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange træer. For det er rigtig mange. Bæredygtighed er der skam også tænkt på. På Hjultorvet er der et lille hus, hvor børn kan komme to gange i løbet af december og lave genbrugsjulegaver.. Jo, jo. Viborg er med på beatet Men hånden på hjertet. Hele opsætningen handler jo dybest set om forbrug. At trække kunder til og få dem til at forbruge og forbruge… Så i al stilfærdighed laver vi  fra BKA Viborg en modvægt til alt det julede overforbrug. Midt i den julepyntede by placerer vi strategiske steder vores grønne cykler og så går vi med jævne mellemrum nissevandringer …. bare for at minde om, at julen KAN være andet end overdrevet forbrug. Bare til  en lille eftertanke 

Klimamarch i Viborg

Klimamarch. Så lykkedes det igen for Bedsteforældrenes Klimaaktion at få organiseret en klimamarch i Viborg. Og endnu engang kunne vi konstatere en stigende tilslutning. Faktisk kom der mange flere end ved sidste valg. Mange flere end vi havde regnet med. Det skyldes nok til dels, at byrådsvalg for mange er mere vedkommende end EU- valg. Vi har også lagt en linje, hvor vi altid i forbindelse med Klimamarcher tager et lokalt emne ind. Ved EU-valget var det Hjarbæk Fjord, der var fokus på under devisen: Hjarbæk Fjord – et opklaret mord. Ved den her march var der fokus på beskyttelsen af vores drikkevand, ikke mindst set i lyset af, at Folketinget har førstebehandlet en anlægslov for en motorvejsstrækning tæt på Viborg, der går hen over to store drikkevandsdepoter, som forsyner bl.a. Viborg By med drikkevand. Vi havde god deltagelse af både unge og gamle, og traditionen tro også stærk repræsentation fra lokale grønne grupper. Politisk var både Det radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Kristendemokraterne  og Alternativet aktive både under marchen og med taler på Hjultorvet. En efterhånden også fast tradition er at vi altid afslutter vores klimamarch med en opsang fra DGUB. Det gjorde vi også den her gang. Og så blev der sunget undervejs. Både før, under og efter marchen. Som prikken over i-ét inviterede Alternativets repræsentant til spisning af Daahl og fortsat politisk snak i deres valglokale, som lå i forbindelse med Hjultorvet. Det var en opfordring, rigtig mange fulgte. Det var virkelig en god dag. Fællesskab på tværs af grupperinger og politiske partier i sådan en forholdsvis lille by som Viborg, det kan noget og det giver håb også for det fremtidige arbejde med at sætte fokus på Klima- og Miljøproblemer ikke bare lokalt, men også set i et lidt større perspektiv.     

Det er det hele værd

Det er det hele værd ! Hvad gør man, når man  bl.a. bliver bekendt med, at landmændenes brug af sprøjtemidler indeholdende PFAS er firedoblet inden for de sidste 10 år? Og store landsbrugsbedrifter har vi mange af omkring Viborg! Når man bliver bekendt med, at f.eks kartoffelmarker bliver sprøjtet op til 13 gange gennem en sæson? Og dem har vi mange af omkring Viborg! (Kartoffelmelsfabrik i Karup). Når man bliver bekendt med, at den midtjyske motorvej bliver ført hen over to store drikkevandsressourcer i nærheden af Viborg? Man går til kamp. Allierer sig med Marie Holdt, en lokal grafisk designer, maler mm. og får lavet sig et banner, der vil noget!!! (Og hun gør det kvit og frit for os. Ligesom når hun kreerer små labels til vores klimakopper og vores frugtposer.) Og så går man på gaden. Og hvornår bliver det så det hele værd? Alt bøvlet og al den tid man spenderer på Bedsteforældrenes Klimaaktion? Det gør det, når man “flasher” banneret til klimafolkemødet i Middelfart og en flok unge mennesker fra .. vistnok Vesterdals efterskole på Fyn…. kommer og spørger, om de må gå med i vores demonstration for rent drikkevand. Det måtte de gerne, og de unge mennesker gør det hele værd. Så enkelt er det! De syntes i øvrigt også, vi var “skide seje ” og gav udtryk for taknemmelighed over, at der også var nogle gamle ( som en af dem så smukt udtrykte det), der gad kæmpe for rent drikkevand.

Når børn og bedsteforældre mødes

Eventyrskoven. Et møde mellem børn og ”bedsteforældre”. I forbindelse med Snapstinget (den lokale udgave i Viborg af en byfest) optrådte Bedsteforældrene i Viborg i samarbejde med vores klimakoordinator i eventyrskoven fredag den 27. og lørdag den 28. juni Eventyrskoven var befolket af genbrugsentusiaster. Der blev lavet musikinstrumenter, støbt i genbrugsplast, bygget skibe / biler / kunstværker, kreeret en kæmpe dome af vandrør og pinde og en hel masse andet. Der var fuld aktivitet fredag eftermiddag og hele lørdag. Når ungerne blev trætte af det kreative kunne de frekventere vores bod, hvor der blev  hygget, snakket og drukket ”the” (saftevand) af de fineste gamle genbrugskopper. Det fungerede virkelig godt. Sidst på eftermiddagen både fredag og lørdag blev der delt snacks ud (økologisk frugt, brød og juice) og i den forbindelse kunne de unge mennesker få en genbrugelig frugtposer syet af genbrugsstoffer og med kærlig hilsen  fra bedsteforældrenes Klimaaktion og påmindelse om at bruge den fremadrettet frem for plastikposer. Det var en kæmpesucces og vi havde så mange gode snakke med både børn og medfølgende voksne, både over ”teen” og i forbindelse med genbrug af frugtposerne. Små skridt kan også gøre store forandringer  

Seniorfolkemøde i Viborg

Seniorfolkemøde i Viborg. Sidste uge i juni var rigtig travl i Viborgs afdeling af BKA. Tirsdag den 24. juni deltog vi med en bod i Seniorfolkemøde. Her havde vi fokus på trivselsøkonomi, som vi gerne ville i snak med deltagerne i Seniorfolkemødet om. Det var ingen succes. Pensionisterne kommer til folkemøde primært for at blive underholdt. Så det må vi tage ved lære af. Desuden var leje af telt temmelig dyrt. Så det dropper vi nok næste år, hvor vi være synlige på andre måder. For allerede i år var vi synlige på andre måder. Vi markerede cykelparkeringsområdet ved seniorfolkemødet  med vores grønne cykler og vi delte klimakopper ud i samarbejde med den lokale kaffeshop (Søster lagkage). Det sidstnævnte var en kæmpesucces. Vi fik meget hurtigt udsolgt af klimakopper og fik rigtig mange gode snakke i den sammenhæng. Både om BKA generelt og vores forbrug. Klimakopper er genbrugskopper, vi henter i genbrugsforretninger og syr små poser til og deler ud som modvægt mod de ca. 300 millioner engangskopper/krus/ glas der bruges om året i Danmark. Hensigten er så, at man altid har sin kop med sig og bruger den i stedet for engangskopper. Det kan sagtens lade sig gøre at få diverse kaffeshops til at servere deres kaffe i medbragte kopper. Eneste minus ved den aktion var, at vi fik gjort for dårligt opmærksom på, at man kan indbetale støttebeløb til BKA. Det vil vi gøre mere ud af, næste gang vi går på gaden med klimakopper. Men dagens resultat alt i alt: Totalt udsolgt af klimakopper (ca. 200) og 4 potentielt nye medlemmer, som   forhåbentlig kommer til introduktionsmøde i august.

Strudsepolitik

Hver gang vi fra BKA, Viborg eller DGUB afholder arrangementer, møder Karsten frem. Han er også i fuld gang med at arrangere klimavalgmøder. I forbindelse med kommunens evaluering af  den kommunale klimaplan var der en stor demonstration mod anlæggelse af Vedvarende Energianlæg i landdistrikterne i kommunen, og DGUB arrangerede sammen med os fra BKA en moddemonstration. Karsten kom som sædvanlig og havde et par dage efter et læserbrev i den lokale avis, som vi har fået lov til at viderebringe. Måske kan det inspirere skribenter andre steder i landet. Det skal tilføjes, at Karsten bor midt i et af de områder, hvor der planlægges med opførelse af et VE-anlæg Strudsepolitik Vi har alle hørt om strudsen, der stikker hovedet i en busk, når der er fare på færde og først kommer frem igen, når faren er drevet over. Det er nu blot en fabel. I virkeligheden løber strudsen væk med 70 km i timen.  Men en stadig mere højrystet del af danskerne opfører sig som strudsen i børnebøgerne, desværre. Sidst ved demonstrationen ved rådhuset i onsdags, hvor der blev demonstreret for og imod, om Viborg Kommune skal fastholde den kommunale klimaplan.  De faktiske tal viser, at CO2 mængden i atmosfæren stiger og stiger i verden med næsten 1% om året, hvor vi i de her år burde reducere. Danmark forurener med en meget høj andel af verdens CO2 i forhold til vores størrelse og indbyggertal.  Faktisk har vi i Danmark allerede midt i marts opbrugt vores andel, og det bliver værre og værre år for år. Vi er endnu ikke engang begyndt reducere vores vildt høje udledninger.  Der skal sættes gang i mange flere grønne projekter for at vende skuden. Det vil være aldeles uansvarligt at stoppe udbygningen af solceller og vindmøller på land, som strudse-demonstrationen agiterede for. Landvindmøller er halv pris af havmøller, viser studier.  Hverken jeg eller min kone har børn, så vi kan selvfølgelig være ligeglade og skal nok overleve de næste måske 30 år, men jeg forstår ikke, børnefamilier og bedsteforældre stikker hovedet i busken og venter på, at det går over. Det gør det ikke. 1. januar 2025 var der 427 ppm CO2 i atmosfæren. Husk at kigge på tallet 1. Januar 2026. Vores avis kan måske også oplyse tallet løbende, ligesom vi kan følge stillingen i superligaen. CO2 tallet er trods alt noget vigtigere, end hvem der bliver danske mestre, så der bør være plads til det tal i vores lokale avis. IPCC (FN’s klimapanel) har netop oplyst, at temperaturen allerede nu er steget halvandet grad, langt før forventet.  Der er samtidig voksende tegn på, at Golfstrømmen er ved at stoppe, som vil betyde alvorlige klimaforandringer for hele Skandinavien, måske stopper Golfstrømmen allerede i min levetid, siger forudsigelserne.  Klimafornægtere få hovedet ud af busken, og se virkeligheden i øjnene. CO2 niveauet og temperaturer falder ikke af sig selv, hvis vi ikke tillader mange flere grønne projekter med sol og vind.  Derfor deltog jeg i demonstrationen for som et absolut minimum at bevare Viborgs Kommunes klimaplan.  Mvh