Vi kender det så godt, ikke? Tomme vinduer i gågaderne i byernes centrum. Butikker der ikke kan køre længere. Hvad gør vi ved dem?
Her opstod ideen en dag for et par år siden i Bedsteforældrenes Klimaaktion på Fyn, -at man da kunne leje sådan en butik og skabe et klimaformidlingscenter der-lige midt i en af Odenses gågader.
Så Lise kastede sig ud i en formulering af ideen og præsenterede den for byens Klima-og miljøforvaltning, der tog rigtig godt imod den. Den blev også taget imod af Renovationen i Odense, der puslede med en ide om en nærgenbrugsstation i bymidten.
Der er adskillige benspænd for sådan en åbenlys genial ide, men efter et vedholdende stykke arbejde fra mange gode folk, står der i dag en kombination af Den lille Genbrugsstation og Klimaværkstedet i Kongensgade 69A, hvor folk kan kigge ind, slå sig ned, lade sig inspirere eller inspirere andre, finde hinanden i projekter og sammen udvikle gode ideer.
Nu gælder det om at bakke op om stedet og fylde det med klima-og naturaktiviteter af enhver art.
F.eks. inviterer det nyetablerede Klimakor til fællessang tre gange i løbet af efteråret. Den 24/9, 27/10 og 24/11-kontakt Inge Jacobsen: ifja@gmail.com
Som klimabevidste borgere og bedster vil vi ofte være til stede i Klimaværkstedet og arbejde på at udvikle stedet på den bedst mulige måde.
Fyens Stiftstidende skriver: https://fyens.dk/odense/bedstemor-lise-fik-en-god-ide-nu-skal-den-puste-liv-i-kriseramt-gaagade
Brug endelig ideen. Der er sørme mange tomme butikker overalt. Vi har et oplæg liggende klar. Skriv til Kirsten Gullmaj Nielsen: gullmajs@gmail.com
