Ja, hvorfor nu det ?
Fordi det er vigtigt at åbne øjnene hos forældre og børn i forhold til samspil i naturen, og at vi skal værne om den.
Vi skal IKKE som foreslået af nogle politikere fælde vores egetræer pga. egeprocessionsspinderne, som jo i øvrigt er en form for naturens “klimaflygtninge”.
Vi skal derimod styrke naturens eget samspil mellem forskellige faktorer.
Derfor laver vi her hen over efteråret mejsekasser og uddeler sammen med dem frøblandinger med insektvenlige blomster og en flyer om samspillet mellem disse faktorer (og en flyer om BKA). For mejserne skal jo også have andet at spise end egeprocessionsspindere.
Vi fik til naturens dag i samarbejde med en lokal naturskole udstyret 20 familier med mejsekasser, blomsterfrø og en masse snak om natur og klima og samspil omkring begge dele.
Børnene samlede selv kasserne og flere gav udtryk for, at de skulle hjem og lave flere…
Træet skaffer vi fra lokale tømrere, og nu har vi også fået en aftale med kommunens afdeling for park og vej om, at de lægger restetræ til side til os.
For vi fortsætter projekter. Næste gang i Maker Space den 21. september i samarbejde med bibliotek og dansk ornitologisk forening på “fuglenes dag”.
At der så nok også faldt et par nye medlemmer af til Bedsteforældrenes Klimaaktion gør jo heller ikke noget.
