Det har været længe undervejs.
For nogle år siden sad et par stykker af os og snakkede om, hvordan viden om klima og natur og muligheder for at deltage aktivt kan komme ud overrampen til alle borgere.
Vi havde et skarpt øje på alle de tomme butiksruder i gågaderne og tænkte: Det må da kunne udnyttes og gøres levende. Kan vi måske få kommunen til at leje en af butikkerne og skabe den om til Klimaformidlingsbutik??
Et sted hvor vi kan dele viden, status for grøn omstilling, alle gode borgeres grønne initiativer, lave grønne værkstedsaktiviteter, mødes om alt, der bærer mod grøn omstilling?
Bolden blev grebet af et par initiativrige medarbejdere i Klima-og miljøforvaltningen og i Odense Renovation. Ikke uden bump på vejen-der er mange regler, der skal overholdes. Men nu står den der. En kombi af “Den lille Genbrugsstation” og Klimaværkstedet i Kongensgade 69A, Odense.
Læs mere her:https://xn--klimabevgelsenodense-p0b.dk/index.php/2026/06/17/abning-af-klimavaerkstedet/
Nu skal den tages i brug. Det ser vi meget frem til det. Lad 1000 grønne ideer blomstre-nu kan de lettere deles med borgerne i byen.
