Bedsteforældrenes Klimaaktion

Sommerfest og fokus på opgaverne fremover

BKA-Aarhus brugte mandagen på livlige diskussioner om opgaverne fremover og sluttede af med en dejlig sommerfest. Undervejs fik vi tid til en svingom akkompagneret af kyndige spillemænd og kvalificeret instruktion, så vi alle kom med på en Totur til Vejle. Ingrid Christiansen forevigede anstrengelserne.

Jordens dag i Aarhus

BKA-Aarhus fejrede Jordens dag i onsdags med et festligt, farverigt og musikalsk optog på strøget i Aarhus. Kloden kom med hele vejen rundt og byrødderne fik også en opsang på vej ind til dagens møde. Samtidig fik vi rejst og pyntet en pavillon, hvor folk kunne høre mere om hvorfor vi skal fejre jorden. Se et glimt fra festlighederne på https://youtu.be/z9iOuwLUqzE?si=kF6D_mujrvIwh8Z3

Overforbrugsdag Aarhus

Tænk hvis hylderne i butikkerne var tomme i morgen og resten af året. Det var bare et af argumenterer, da BKA-Aarhus markerede årets overforbrugsdag. Vi bar den skrantende klode rundt i byens gader og prøvede efter bedste evne at puste nyt liv i den. Heldigvis hjalp en del med til at kramme kloden. Der skal massiv omsorg til, hvis den skal på ret køl igen. Foto: Ingrid Christiansen

Isbjørnene invaderede Aarhus

En flok festlige isbjørne invaderede den indre by i Aarhus fredag den 27. februar. Anledningen var den årlige isbjørnedag, Hvis vi hjælper klimaet, hjælper vi også de hvide bjørne. Klik på billedet for at se video fra aktionen (video vises på Youtube) Isbjørnene sang selvfølgelig også Isbjørnesangen på melodien “16 ton”. Isbjørnen den er bare for sej kæmper og kæmper -uden stort ståhej står der og spejder: hvor blir isen af? knurrer af sult både nat og dag. Brumm brumm uha da Brumm brumm uha 2) Isen smelter til lands og til vands Sælen forsvinder – den har fået en tjans Isbjørnen spejder: Hvor blir sælen af? Den svømmer bort, imod USA? Brumm brumm Uha da Brumm brumm Uha 3) Klimahandling -hvad venter vi på? Undergangen for store og små! Bekæmp co2 -sæt kursen mod nord For isbjørnen er vor søster og bror. Brumm brumm Uha da Brumm brumm Uha Finale: Bekæmp co2 -sæt kursen mod nord For isbjørnen er vor søster og bror. Tak til Ingrid for billeder og video

Har du brug for dit forbrug

Strøget i Aarhus dannede fredag eftermiddag ramme om en ihærdigt redningsaktion, hvor lokale BKA’er forsøgte at redde den pressede jordklode fra de stigende temperaturer. Med sang og taktfaste slagord fik de travle Black Friday-kunder chancen for at tænke over indkøbene en ekstra gang. Se med på TV2-østjylland   Tjek aktionen på facebook her:   

BKA går på gaden i Aarhus op til valget

Vi håber, at borgerne i Aarhus vil stemme et grønnere byråd på plads den 18. november. Vi har derfor sat ni forskellige slogans på skilte. De skilte går vi på gaden med frem til valget. Vi møder op til valgbegivenheder og står på trafikale knudepunkter og centrale pladser i håb om at få så mange aarhusianere som muligt til at stemme klimavenligt. I stedet for at gå i samlet flok, deler vi os op i små grupper og prøver at komme afsted flere gange hver uge. Hvis du se vores slogan og partiernes holdning til dem, så tjek denne side. Vi er desuden med til at arrangere et såkaldt omvendt vælgermøde, hvor flere grønne organisationer sætter dagsordenen for en række byrådskandidater.

Vakse isbjørne på gaden i Aarhus

Vidste du at isbjørne kan danse boogie woogie og synge sange. Det kunne aarhusianerne se i dag, da bjørnene gik på strøget i Aarhus i anledningen af den internationale isbjørne-dag.“Kan vi sikre isbjørnenes overlevelse, altså stoppe opvarmningen af kloden – så kommende generationer også kan få et godt liv på den skønne blå planet”, lød det fra en af bjørnene.TV2 Østjylland fulgte de hvide bjørne på deres vej se: https://www.tv2ostjylland.dk/bedsteforaeldre-danser-for-klimaet-som-isbjoerne Du kan også se os på Facebook: https://www.facebook.com/100004880651375/videos/644329481456964/Eller på Youtube: https://youtu.be/JKqCoBM76y0?si=a4XLjTb8DahLWDEQ

Klima-kalender – spar portoen på julegaven

GRATIS FORSENDELSE: TIL ALLE JER, som ikke har mulighed for at komme til Ingerslev Torv i Aarhus onsdag eller lørdag og høre Jacob eller andre fra BKA-Aarhus fortælle om historierne, humoren og håbet i kalenderen ”…om guld og grønne skove”, har vi en god nyhed: Hvis du bestiller MELLEM 2 OG 5 KALENDERE, kan du takket være en donation fra Bedsteforældrenes KlimaAktion få dem sendt hjem GRATIS! Du gør sådan: Åbn din MobilePay-app; Tast #32046 (’#’ skal også med!) eller scan den medfølgende QR-kode; Indtast beløbet: 100 KR. PR. KALENDER. Indtast antal kalendere plus din ADRESSE i beskedfeltet (dit navn kender vi); Sæt dig med en god kop te foran postkassen og vent en lille uges til, indtil PostNord finder dig. Du kan naturligvis stadig nøjes med at få én kalender tilsendt. Prisen er i så fald 175 kr. inklusive porto m.v. Men hvad så med mandelgaven eller gaven til familiemedlemmet, der har alt – undtagen håb og forståelse for klimaet…? Kærlig hilsen Kalendergruppen BKA-Aarhus. (Foto: Lars Aarø, Fokus)

Klimabevidste julemænd genbruger Solvognens dragter

I 50-året for Solvognens berømte julemandshær, satte knap 20 klimaaktivister kolorit på Århus på Black Friday. De kom syngende gennem strøget iført de originale julemandsdragter fra Solvognen. Både Salling, Bruuns Galleri og Magasin fik besøg af de glade julemænd m/k, som opfordrede til at skære ned på forbrugsfesten og give et godt kram i stedet for at dynge juletræet til i julepakker. På trods af de genbrugte dragter, klimaopfordringen og den glade sang, blev julemændene smidt på gaden fra de tre shoppingcentre.

Undtagelsestilstand for klimaet – Udtalelse fra BKAs landsmøde

Bedsteforældrenes KlimaAktion udtaler på deres landsmøde i Kolding den 3. november 2024 følgende: Vi erklærer hermed undtagelsestilstand for klimaet. Vi behøver ikke længere at vente på politikerne – vi har ventet på dem i årtier. Nu må befolkningen presse på og gå foran, så politikerne følger efter. Som bedsteforældre anerkender vi vores ansvar overfor dem, der kommer efter os. De unge, børnene og dem, der vil blive født i næste uge og i næste årti og i næste århundrede. De har brug for en planet, som lever og blomstrer i al dens udsøgte mangfoldighed. Vi har ingen ret til at stjæle denne dåbsgave fra dem. Klima-nødsituationen betyder, at det er på tide, at “business as usual” stopper. Vores prioriteter må ændre sig. Vi skal leve bæredygtigt og bygge klogere. Vi skal producere, forbruge og rejse på mere retfærdige og klimavenlige måder. Vores håb ligger i disse kollektive handlinger. I den ånd slutter vi os til alle dem rundt om i verden, der allerede aktivt gør en indsats mod klimaforandringerne. Og vi inviterer alle andre til at slutte sig til os.