Glimt fra klimamarch i Aarhus

Her er lige et par glimt fra klimamarchen i Aarhus Tak til Inge-Lise Rauhe for billederne Du kan også tjekke DRs Tv-Avis fra 2/6 fra minut 1:12
Tak til Beskyt Aarhus Bugten
Aarhus den 3.6.2024 Til Beskyt Aarhus Bugten. Bedsteforældrenes Klimaaktion har i dag holdt fællesmøde – det gør vi ca. 1 gang mdl. Vi fejrede i dag Planklagenævnets beslutning. Jeres, vores, borgernes indsats har nyttet. Det er vi ikke i tvivl om. Vi undrer os over Byrådets reaktioner – de reaktioner, der kommer fra de partier, der ønskede en havneudvidelse. En ny undersøgelse skal iværksættes. Var det ikke enklere at lytte til fagpersoner og byens borgere? På mødet i dag besluttede vi også, at vi skulle sende jer alle i bestyrelsen en stor tak for jeres insats. Vi er imponerede over de mange kræfter I har lagt i arbejdet med at få hold på realiteterne omkring en udvidelse. Jeres indsats har vist, hvor store mangler der har været i Byrådets arbejde og forslag til en havneudvidelse. Vi synes det har været meget dejligt, at være en del af jeres organisation. Sætter pris på jeres redegørelser, klare meldinger og ikke mindst jeres ordentlighed. Det betyder meget for os, at vi i den grad har tillid til den måde I arbejder på. Og det er naturligvis vores håb, at I alle har lyst til at fortsætte det vigtige arbejde der forestår efter Byrådets udmelding om, at de fortsat ønsker en havneudvidelse. Der må ikke herske tvivl om, at I kan regne med vores støtte. Vi vil forsat være opmærksomme på alle de ting der sker omkring havneudvidelsen i den kommende tid – og vi håber I vil sige til, hvis I mener, der er noget vi kan gøre. Stor tak for jeres indsats – vi ønsker jer alt det bedste i tiden der kommer. God kamp!!! På vegne af Bedsteforældrens Klimaaktion i Aarhus Inge-Lise Rauhe
Havneudvidelsen sat på pause

I dag, tirsdag 28.5 2024, lød det sådan fra TV2 Østjylland: LIVE: Historisk udvidelse skrottet – politiker rørt til tårer. Planerne for Aarhus Havn er blevet afvist og ophævet af Planklagenævnet. Vi følger udviklingen live. Miraklernes tid er ikke forbi. Det kan lade sig gøre at vinde over systemet, og det hjalp nok rigtig meget, at vi havde så dygtig en advokat, som tilfældet var, nemlig advokat Louise Faber. Tak for hendes grundige klagesag. Det er således juraen, der foreløbig har afgjort sagen til vores fordel. Men mon ikke også oprøret fra borgerne og al den kritik, der nu i 2-3 år har haglet ned over Aarhus Byråds flertal, havde sin betydning?! Planklagenævnets afgørelse Planklagenævnet har afgjort, at de planer, byrådet vedtog for et år siden, er mangelfulde på flere punkter. Planerne er derfor afvist og ophævet af nævnet, som fremhæver tre kritisable forhold: ”Kommuneplantillægget er ikke i overensstemmelse med planlovens regler om udlæg af arealer til byzone.” ”Kommunen har ikke godtgjort, at der er den fornødne særlige planlægningsmæssige og funktionelle begrundelse for kystnær lokalisering i forhold til den planlagte udvidelse af havnen.” ”Miljøvurderingslovens minimumskrav til en miljørapport er ikke opfyldt, da afgrænsningen af miljørapporten ikke er i overensstemmelse med miljøvurderingsloven.” Bemærkninger: Kommunen har ikke godtgjort behovet for en havneudvidelse på 84 ha. Man har glemt at spørge andre berørte og relevante myndigheder, bl.a. dem, der har med klima og biodiversitet at gøre, hvorvidt havneudvidelsen var ok for dem. Man har glemt at undersøge driftsfasens klimakonsekvenser. Kommunens miljørapport tog udgangspunkt i en kasseret og dermed forældet Miljøkonsekvensrapport i stedet for at anvende et mere aktuelt materiale, nemlig den nye supplerende Miljøkonsekvensrapport. Havnesagen fremadrettet Hvis havnesagen skal blive aktuel igen, må byrådet starte helt forfra. Først skal der laves en ny Miljøkonsekvensrapport (MKR). Så skal den igennem en ny otte-ugers høring blandt borgerne. Her vil den formentlig få en voldsom medfart. Derefter skal der laves to nye lokalplaner samt en ny miljørapport. Endelig skal det vedtages i byrådet. Og så er der ydermere en joker med i spillet, nemlig at byrådspolitikerne undervejs rammes af et kommunalvalg.
BKA i Århus deltog i aktivisternes første maj

BKA i Århus deltog i aktivisternes første maj. Her var koret på scenen og sang en række sange, samt viste en lille forestilling, hvor tre grise blev befriet fra en af landets svinefabrikker.