Oplægsholder: Anna Bjerre Johansen, Den Grønne Ungdomsbevægelse Det er nemmere at forestille sig en verdensomspændende klimakatastrofe, end at de ledende politikere får styr på den globale opvarmning. Den første hurdle er en – næsten – ubegrænset ret til at fremstille alverdens ikke-bæredygtige produkter. En anden er, at politikerne meget bekvemt fralægger sig ansvaret ved at sige, at befolkningen kræver disse produkter – ergo, så er der ikke noget at gøre. Men det er ikke raketvidenskab at begribe, at den globale opvarmning aldrig nogensinde vil kunne reduceres, når dynamikken i det frie marked er afhængig af at kunne sende millioner af ton klimagasser ud i atmosfæren. Derfor har man lanceret begrebet “grøn vækst”– altså en forestilling om, at man kan skabe en voksende produktion med et faldende forbrug af fossil energi. Faktisk opererer de med en afkobling fra kul, olie og gas, der foregår så hæsblæsende hurtigt, at den kan halvere de globale CO2-udledninger inden 2030. Markedskræfterne er klar til at håndtere problemerne – i teorien altså. Men skal vi gøre os håb om at genoprette – og derefter opretholde – balancen i klodens økosystemer, er det mest realistiske, det mest ønskværdige og det mest håbefulde bud, at vi får skabt en økonomi, der er uafhængig af vækst. Denne idé er ikke sort tale for økonomer. De fleste for har længst erkendt absurditeten i en vedvarende eksponentiel vækststrategi. En åbenlys måde at bremse væksten på, er at indføre ensartede og høje drivhusgasafgifter og ressourceafgifter. Problemet er bare, at det politiske system, som skulle skabe rammebetingelserne, mangler mod og arbejder alt, alt for langsomt. Virksomhedernes forurening og ressourceforbrug er i langt de fleste tilfælde groft underbeskattede, og de skader der opstår – f.eks. med biodiversiteten – går i mange tilfælde helt ubemærket hen. En målrettet og kontant styring efter princippet “forureneren betaler”, vil give økonomisk fordel til dem, der anerkender betydningen af vores naturgrundlag og begrænsede ressourcer. Det vil fremme virksomheder, som prioriterer bæredygtighed over økonomi, og være til gavn for “almenvellet”. Det ville ikke være første gang vores lille land har født organisatorisk nytænkning. Danmark har historisk set været et land, hvor innovative virksomheder har vist vejen til nye selskabsformer. Vi står på skuldrene af mange før os, der har sat spørgsmålstegn ved, hvad en virksomhed skal være – og hvem den skal være det for. Men uden årvågenhed, fremsyn og ansvar fra det politiske system går det ikke.
